Danmai logo - klik for at komme til forsiden af Danmai. Skole uddannelse erhverv


Tilbage til: Projektbesøg Kina 2000

Klik hér for ren tekst uden grafik

Klik hér for printervenlig side

Danmai
Jette Werther Skov
Kølsenvej 40
8831 Løgstrup
Tlf:     86 64 31 68
Mobil: 61 74 72 60

E-mail

WebDesign
 



Skole uddannelse erhverv:


3. Skole uddannelse og erhverv

Der findes omkring 200 blindeskoler i Kina, som styres af de lokale myndigheder, hvorfor man ikke kan regne med at standarden er den samme over hele landet. Eleverne er både børn og voksne - fra børnehaveklasse til 10. klasse samt en overbygning med gymnasie og teknisk skole. Der er 9 års skolepligt, men ikke alle blinde børn specielt fra landområderne kommer i skole.
Forældrene til de blinde børn samt voksne blinde må selv henvende sig til skolen, som en gang om året gør opmærksom på sin eksistens via medierne.
Der betales 50-80 Yuan/kr. pr. semester for materiale og bøger indtil 9. klasse, hvor prisen pr. semester er 600 Yuan/kr.

På blindeskolen i Shanghai går der 210 elever, hvoraf de 140 bor på skolen i værelser med 3-4 senge med en sivmåtte og et tæppe, et vaskefad og thermokande samt et lille skab til hver elev. - Værelserne minder meget om Refnæsskolen i Kalundborg i 50'erne. - Det koster 180 Yuan/kr. pr. semester for at bo på skolen.
Man opfordrer eleverne til at bo hjemme og tage ind på skolen hver dag for at styrke barnets selvstændighed. Transport er gratis for blinde, og kosteleverne bliver om fredagen kørt hjem med bus og hentet igen mandag morgen.


Billedet viser: Børnehaveklassen på blindeskolen i Shanghai får overrakt Lego klodser.
Børnehaveklassen på blindeskolen i Shanghai får overrakt Lego klodser.
Foto: Jette Werther

Børnehaveklassen, som vi også besøgte, havde meget lidt legetøj på hylderne, og blev meget glade for de klodser, som Lego donerede både til skolen i Shanghai og de blinde på handicap-skolen i Suzhou.

På skolen i Shanghai er der 5-15 elever i hver klasse, hvor der undervises i de traditionelle fag, men ikke i brugen af computere. Yderliger undervises i kunsthåndværk og sport, hvor man lægger meget vægt på den motoriske træning. Der gives en speciel undervisning i sang, musik og massage, med henblik på job efter endt skolegang.

Blindeskolen i Shanghai har endvidere et punkttrykkeri tilknyttet, som selv trykker lærebøgerne til skolen.

På handicapskolen i Suzhou går der både døve, stumme og blinde elever. - En ikke særlig god kombination, men en begyndelse, da man først i starten af 90'erne har lavet en permanent klasse for blinde, hvor der nu går 16 elever i forskellige aldre i 3 klasser med 7 lærere.
De tunghøre/døve børn får tale-undervisning via høretelefoner tilsluttet en PC'er, - et udstyr, som Siemens har doneret.

Her undervises blinde børn fra 7-års alderen også i mobility med den hvide stok, og nogle elever stiller sig til rådighed som ledsagere for blinde og hjælper andre blinde med madlavning og husgerning i deres eget hjem i byen.

Vi fik oplyst, at man i nabobyen netop har startet op med integreret undervisning for blinde, hvilket vi i Danmark har gjort i mange år, men som jo har både fordele og ulemper.



Billedet viser: Børnene på handicapskolen i Suzhou optrådte med sang og musik, her i deres skoleuniformer.
Børnene på handicapskolen i Suzhou optrådte med sang og musik, her i deres skoleuniformer.
Foto: Gyrithe Kiørbye

På skolerne for blinde lavede eleverne opgaver på punktskrift, i hånden med tavle og præn. - Altså ingen EDB, Perkins-maskiner (punktskrift-skrivemaskine), computere eller braille-lite (bærbar PC m/punktdisplay). - Læs også pkt. 4. Undervisning Hjælpemidler.

Lydbøger og tekst på bånd bruges meget lidt, skønt skolen i Shanghai også havde et lyd-bibliotek med et stort udvalg i forskellige emner. Et universitet er åbent for blinde og her indlæses der på biblioteket 3000 bøger på bånd, samt 8000 på diskette til de studerende.

Blinde og svagsynedes erhvervsmuligheder i Kina er ret begrænsede, hvorfor de meget gerne vil lære af os - eksempelvis indenfor teknologi/computere.
De mest traditionelle blindeerhverv i Kina er indenfor sang, musik og massage.
På blindeskolerne gives der specialundervisning i sang og musik med blandt andet fløjte, og klaver. Her uddannes også blinde pianostemmere, og andre blinde arbejder med korrekturlæsning på punkttrykkerierne, med undervisning og producerer blindehåndværk.
I øvrigt ydes der et økonomisk tilskud fra det offentlige til gangbesværede og blinde, men ikke svagsynede.

En lov siger, at 1,6 % af de ansatte i en virksomhed skal være handicappede, - her tæller blinde som 2 handicappede, hvilket i sig selv fortæller lidt om, hvor svært det er for blinde at få et arbejde. - Mange undgår at ansætte handicappede ved at betale bøder. I de virksomheder vi besøgte og spurgte til denne ordning, oplyste de at de ikke kendte denne lov.

Den mest anerkendte Uddannelsen for blinde er massør-uddannelsen. Den foregår bl.a. på massageskolen på hospitalet for alternativ lægekunst. i Beijing.

Uddannelsen tager 3 år alt efter forkundskaber.
Massagen udføres på klinikker hvor flere blinde går sammen i et arbejdsfællesskab, med 8 timers arbejdsdag, og hver ansat behandler ca. 6 personer pr. dag. En behandling koster mellem 30 og 120 Yuan, - alt efter område. Månedslønnen er mellem 1000 og 5000 Yuan, alt efter uddannelse, plus eventuelle tillæg. - Blinde betaler ikke skat, hvilket giver dem mulighed for en indkomst på lige fod med seende.
En professor er naturligvis højere lønnet end de fleste, da han har en højere uddannelse og også underviser studerende kinesere og udlændinge, men lønnen er den samme for blinde som for seende.




Til sidens top

Tilbage til: Projektbesøg Kina 2000

Blinde-venskabsforeningen Danmark-Kina´s logo
Blinde-venskabsforeningen Danmark-Kina
The friendshipassotiation between blind people in Denmark and China

Denne side er læst 459 gange.