|

Tilbage til: Projektbesøg Kina 2000
|

 |
Organisation:
Under kulturrevolutionen (1966 - 1976) var Deng Xiaoping i en årrække selv ude i kulden, og det var medvirkende til, at hans søn Deng Pufang også blev lagt for had af rødgardisterne. Under en flugt fra dem sprang han ud ad et vindue, hvorved han kom til skade, så han blev delvist lammet og siden har måttet benytte kørestol.
Efter faderens rehabilitering fik sønnen pleje og er i dag handicapminister og formand for det kinesiske handicapforbund, hvilket har haft stor betydning for myndighedernes holdning til de handicappede, som i dag har stor offentlig bevågenhed.
I Danmark har 29 selvstændige handicapforeninger dannet "De samvirkende invalideorganisationer" - DSI, som tager sig af de fælles opgaver. I Kina er de handicappede i de enkelte regionalområder samlet under handicaporganisationen med underafdelinger, hvis antal skifter fra region til region. Således oplyste vicedir. for handicaporganisatione Mr. Wu Boliang, at der i Shanghai er 5 og i Suzhou 3 underafdelinger. Begge steder udgjorde blindeforbundet en sådan underafdeling, hvor man automatisk bliver medlem. Medlemsskab er gratis.
Det landsdækkende forbund NAB (National association of the blind) har hovedsæde i Beijing, men også på landsplan organiseret under Handicaporganisationen, der siden starten i 1988 hvert 5. år vælger en bestyrelse bestående af de forskellige handicaporganisationers deltagere. De valgte blinde bestyrelsesmedlemmer vælger formand og næstformand til NAB. - I 1998 blev Gan Bolil valgt som formand indtil næste kongres, der finder sted i 2003. Indenfor hvert handicap-område i de lokale distrikter samarbejder man, og på blinde-området hovedsageligt vedr. udvikling indenfor blindes uddannelse og erhverv: Massage, fabriksarbejde, musik/pianostemning m.m. samt kørsel/transport.
Handicaporganisationen i Shanghai har 520.000 medlemmer, heraf 96.000 blinde. Foruden de blinde er der hørehæmmede/døve, bevægelseshandicappede, evnesvage samt sindslidende. Handicaporganisationen i Shanghai har til huse på rehabiliteringscenteret, hvor handicappede kan bo under genoptræning og oplæring. Kontakten til udlandet spiller en stor rolle for forbundet. Centret har hvert år besøg af 300-400 gæster fra andre lande. Det blev understreget over for os, at fremtidige gæster fra Dansk Blindesamfund også vil kunne indkvarteres der, hvilket bliver væsentlig billigere end på hotel.
Blindeforbundet i Shanghai råder over et sekretariat med 23 ansatte, og byen er inddelt i 20 distrikter. Der er dannet 5 grupper med hver deres arbejdsområde: 1. gruppe beskæftiger sig med træning og uddannelse af blinde. 2. gruppe har til opgave at finde eksperter, der har forstand på øjensygdomme og behandlingen af disse. 3. gruppe tager sig af kontakten til myndighederne samt arrangerer festligheder. 4. gruppe sørger for sport og kulturelle tiltag. 5. gruppe er en slags tænketank af specialister på forskellige områder; dens medlemmer trækker i høj grad på viden og personkendskab fra deres tid som normalt-seende. Således er en nyblind lærer i gang med at samle viden til gavn for undervisning af blinde. Arbejdet i de fem grupper tilrettelægges og koordineres i foreningens sekretariat. Formanden for blindeorganisationen i Shanghai er Mr. Dji Ruidi.
Handicaporganisationen i Suzhou har 3 underafdelinger: Blinde, stumme/døve samt bevægelseshandicappede. Der er 240.000 handicappede i området, heraf 4800 blinde. Der blev sidste år gennemført ca. 1000 cataract-operationer (grå stær). I selve byen bor omkring 700.000 indbyggere, hele regionen har en befolkning på størrelse med Danmarks.
Provinsregeringen har en særlig handicapafdeling, og i de mindre byer er der en handicapkommite. De blinde samles til møder i mindre grupper i lokalområdet for at drøfte meningstilkendegivelser over for myndighederne. Formanden tager desuden rundt til medlemmerne privat for at høre deres meninger og forslag omkring emner, der er til debat.
Blindeforbundets andet virkefelt er klubaktiviteter, f.eks. spiller man kinesisk skak. En vigtig aktivitet er musikudfoldelse på såvel amatør- som professionelt plan. På dette område spiller internationale kontakter en stor rolle.
Formanden i Suzhou Mr. Wang Xu-Min har været kemiprofessor ved universitetet fra 1985. En medfødt øjenlidelse førte gradvis til blindhed i begyndelsen af 1990-erne, men han fortsatte med at undervise til 1997. Har modtaget forskellige priser for sine færdigheder i ADL- og mobility samt for sin undervisning.
Til sidens top
Tilbage til: Projektbesøg Kina 2000
Blinde-venskabsforeningen Danmark-Kina
The friendshipassotiation between blind people in Denmark and China
Denne side er læst 304 gange.
|
 |
 |
|